Må jeg ødelægge usolgt dækbeholdning?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

ESPR indeholder en særlig del om destruktion af usolgte forbrugsvarer: artiklerne 23 til og med 26 i forordning (EU) 2024/1781. Denne del er uafhængig af det digitale produktpas, men vedrører samme dækbeholdning, som kan blive liggende uden at blive solgt eller solgt igen på et lager. For en virksomhed med 10 til 100 medarbejdere — en importør, engroshandler eller værkstedskæde med eget lager — er det nyttigt at vide, hvad disse artikler sigter mod, selvom ikke alle detaljer for dækskemaet endnu er udfyldt.

Offentliggørelse af destruktionstal

Artikel 24 i ESPR foreskriver en forpligtelse for visse markedsaktører til at rapportere om, hvor mange usolgte produkter de destruerer, og hvorfor. Det betyder for en importør eller engroshandler, at registrering af mængder og årsager til bortskaffelse ikke kun er et internt regnskabsspørgsmål, men noget, hvortil der i fremtiden kan blive bedt om et numerisk overblik. Den, som allerede nu holder styr på lagerbeholdningen, kan spørge sig selv, om "bortskaffet" og "destrueret" er særskilt genkendeligt i eget system.

Muligt forbud mod destruktion for visse produktgrupper

Artikel 23 i ESPR danner grundlag for gennem en delegeret retsakt at fastsætte forbud mod destruktion af usolgte forbrugsvarer for specifikke produktgrupper. I øjeblikket er der for dæk ingen offentliggjort delegeret retsakt, som gør et sådant forbud konkret. Det betyder, at et generelt forbud mod destruktion af usolgte dæk ikke på nuværende tidspunkt følger af ESPR's tekst selv — det er en beføjelse, som Kommissionen kan udøve, ikke en regel, der allerede gælder for dæk.

Undtagelser og mulighed for dispensation

Artiklerne 25 og 26 i ESPR foreskriver undtagelser fra et eventuelt destruktionsforbud, blandt andet for mindre virksomheder og under særlige omstændigheder. For en virksomhed af mindre omfang er det relevant, at reguleringen ikke går ud fra en ensartet forpligtelse for alle: virksomhedens størrelse og situationens karakter kan spille en rolle for, om en undtagelse finder anvendelse. Hvad dette konkret betyder for dæk, er endnu ikke udfyldt.

Hvor det går galt i praksis

En række situationer går igen hos virksomheder, der har med usolgt dækbeholdning at gøre:

Lagerbeholdning bliver bortskaffet uden at årsagen er dokumenteret. Dæk, som på grund af slitage under lagring, sæsonbestemte ændringer i sortimentet eller en udløbende holdbarhedsdato ikke længere kan sælges, bliver bortskaffet gennem den sædvanlige affaldsstrøm. Der noteres sjældent, om dette var destruktion, genvinding eller noget tredje — oplysninger, som senere kan blive relevante, når rapporteringsforpligtelser bliver konkrete.

Man går ud fra, at "intet forbud endnu" betyder det samme som "aldrig et forbud". Fordi der for dæk ikke er offentliggjort nogen delegeret retsakt, antages det undertiden, at destruktion af usolgt dækbeholdning forbliver et absolut frit valg. ESPR lader muligheden for et forbud netop være åben for fremtidige produktgrupper.

Returstrømme og usolgt beholdning bliver ikke skelnet fra hinanden. Dæk, som kommer tilbage fra en kunde, dæk, som er overflødig på grund af en orderændring, og dæk, som slet aldrig er blevet solgt, ender i praksis ofte i samme bortskaffelsesbeholder — med samme administration eller mangel på denne.

Der etableres intet link til det produktpas for det pågældende dæk. Når et dæk med pas bliver destrueret, ændrer der sig noget ved status for det paspas og de tilknyttede data — et punkt, der berører hvad du kan dokumentere som egen kopi af de data, der er indeholdt i produktpasset, især når et dæk aldrig er kommet til en slutbruger.

Lokaler registrerer bortskaffelse på hver sin måde. Ved virksomheder med flere lokationer administreres usolgt lager pr. lokation forskelligt, hvilket gør et fuldstændigt billede på virksomhedsniveau vanskeligt — noget der svarer til spørgsmålet om flere lokationer i en virksomhed kan administrere det samme produktpaspoort.

Det du kan dokumentere

Uden at der allerede er et forbud eller rapporteringspligt specifikt for dæk, er det praktisk at holde styr på en række ting, så en eventuel fremtidig forpligtelse ikke skal indhentes med tilbagevirkende kraft:

• Et overblik over usolgt lager pr. periode, med antal, dæktype og årsag til bortskaffelse (slitage, ælde, returnering, overproduktion).
• En skelnen i egen administration mellem "ødelagt", "genanvendt" og "bortskaffet andetsteds" — også selv om denne skelnen endnu ikke er lovpligtig.
• En fast arbejdsgang i organisationen for hvem, der træffer afgørelse om bortskaffelse af usolgt lager, og på grundlag af hvilket kriterium.
• Bevis for bortskaffelse via bearbejderen (leveringsseddel, vejrseddel, bearbejdningscertifikat), knyttet til det pågældende dækparti.
• Ved lokationer, der selvstændigt administrerer lager: en fælles skabelon eller format, så cifre på virksomhedsniveau kan sammenfattes, når det bliver relevant.
• En notits ved produktpasset for dæk, der ødelægges før de sælges, så status for det pågældende paspoort forbliver sporbar.

Denne registrering er nu især et spørgsmål om ordnede forhold, ingen lovpligtig forpligtelse, der følger af artikel 23 til 26 i ESPR for dæk. Den, der undrer sig over, hvordan dette emne passer ind i den bredere tilgang til produktpasset, kan kombinere det med de trin, der er beskrevet i hvordan produktpasset for dæk kan gribes an trinvist, og med spørgsmålet hvad der allerede kan gøres, mens reglerne endnu ikke er endelige. Så snart Kommissionen udgiver en delegeret forordning for dæk, der konkretiserer artikel 23 i ESPR, suppleres her, hvad det betyder for usolgt lager.