Hvordan tackler jeg produktpasset for dæk trin for trin?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

Det digitale produktpasportkort for dæk stammer fra artikel 9 og artikel 10 i ESPR (Forordning (EU) 2024/1781). Disse artikler beskriver, hvad et pasportkort skal kunne og hvilke oplysninger, det skal indeholde, ikke hvordan en virksomhed organisatorisk håndterer det. Denne omsætning til praksis er det, de fleste virksomheder støder på problemer med. Nedenfor ses de trin, som følger af disse forpligtelser, samt hvad de betyder for en virksomhed med 10 til 100 medarbejdere.

Trin 1: Fastslå om pasportkortet er applicable

Ikke alle dæk og ikke alle virksomheder får at gøre med pasportkortet i samme fase. For en importør eller engroshandler er det første spørgsmål simpelthen, om de produkter, som de bringer på markedet, falder inden for de kommende regler. Dette er ikke en juridisk øvelse i sig selv, men en praktisk kontrol, som du kan foretage med din egen produktliste. Hvis du er usikker her, finder du på siden gælder det digitale produktpaspoort for mine dæk et udgangspunkt til at besvare dette spørgsmål.

Trin 2: Fastslå hvem der leverer oplysningerne

Artikel 9 i ESPR fastslår, at pasportkortet er knyttet til produktet og skal være tilgængeligt via en datadrager (i praksis en QR-kode). Oplysningerne selv kommer fra fabrikanten eller den importør, der bringer produktet på markedet i EU. For en virksomhed med 10 til 100 medarbejdere betyder det, at der internt skal være nogle, der ved, hvilke oplysninger, der er tilgængelige pr. produktlinje, og fra hvem. I virksomheder, der importerer dæk fra flere fabrikanter, er dette ofte det første punkt, hvor tilgangen går i stå: oplysningerne ligger spredt på indkøbsdosserer, e-mails og regneark, ikke i ét system.

Trin 3: Vælg hvordan pasportkortet hostes og åbnes

Artikel 10 beskriver krav til selve pasportkortet: det skal forblive tilgængeligt i en bestemt periode, og datadrager skal være anbragt på eller ved siden af produktet. En virksomhed kan enten selv bygge og hoste det eller inddrage en platform, der tilbyder det som en service. Ved dette valg spiller praktiske spørgsmål en rolle: forbliver værten i drift længe nok, hvad sker der ved en konkurs hos leverandøren, og hvordan anbringes QR-koden på et dæk, der allerede bliver produceret på en fabrik i et andet land. Hvis du skal træffe dette valg, gør du klogt i at se på hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg vælger en platform til produktpassetførst, da forpligtelserne i artikel 10 placerer ansvaret for pasportkortets tilgængelighed hos den, der bringer det på markedet — ikke hos tjenesteudbyderen.

Trin 4: Strukturer data og hold dem opdaterede

Et produktpas, der udfyldes en gang og derefter ikke vedligeholdes, opfylder ikke idéen bag artikel 10: dataene skal være korrekte, så længe produktpasset er aktivt. For virksomheder med flere lokationer dukker spørgsmålet hurtigt op om, hvem inden for organisationen der er ansvarlig for at holde dataene opdaterede, og om det sker centralt eller pr. lokation. Det er et organisatorisk spørgsmål, der varierer fra virksomhed til virksomhed; på siden kan flere afdelinger af mit firma administrere det samme produktpas ses det, hvordan det ofte indrettes i praksis.

Trin 5: Informer kæden

Grossister og wagenparkbeheer sidder længere nede i kæden og har mest gavn af produktpasset, hvis oplysningerne faktisk kan findes og bruges. En importør, der indretter produktpasset, gør derfor klogt i at overveje, hvem der ellers skal kunne arbejde med det: sin egen kunde, en wagenparkbeheer eller en tilsynsmyndighed. Hvad en wagenparkbeheer faktisk kan gøre med disse data, er beskrevet på hvad får jeg som wagenparkbeheer ud af dækproduktspasset.

Hvor det går galt i praksis

En række situationer vender regelmæssigt tilbage i praksis.

Virksomheder starter med produktpasset først, når forpligtelsen allerede træder i kraft, mens indsamling af data fra ældre indkøbsrelationer med producenter, som ikke længere eksisterer eller ikke længere reagerer, tager meget mere tid end forventet.

QR-koden er løsrevet fra selve dækket, mens artikel 9 netop kræver en datadrager, der er knyttet til produktet — en klistermærke på æsken i stedet for på selve dækket fører til diskussion, så snart dækket kommer løst fra emballagen til kunden.

En platform vælges uden at der er tænkt over, hvad der sker, hvis platformen lukker ned eller bliver opkøbt, mens ansvaret for datatilgængelighed ikke forsvinder med leverandøren.

Etablissementer inden for samme virksomhed bruger hver sin fremgangsmåde, med det resultat, at den samme dækserie på to lokationer er repræsenteret med forskellige eller modstridende data i passet.

Varelager, der allerede er købt før ikrafttrædelsesdatoen, medtages ikke i planlægningen, mens spørgsmålet om, hvad der skal gøres hermed, kræver en separat vurdering — som er beskrevet på hvad gør jeg med dækslagerbeholdning, der allerede ligger der, når reglerne træder i kraft.

Det du kan dokumentere

• En oversigt pr. produktlinje over, hvilken producent eller importør der leverer kildedata, og via hvilken kanal (e-mail, portal, EDI-forbindelse).
• En intern aftale om, hvem i organisationen der er ansvarlig for at holde pasdata opdaterede, herunder et tidspunkt for kontrol heraf.
• Et valgdokument for platformen eller værten, med vurderinger omkring langsigtet tilgængelighed — som kan bruges sammen med overvejelserne på siden om at vælge en platform.
• En aftale om, hvordan QR-datamærkatet anbringes, og hvem der kontrollerer det, før dækket forlader virksomheden.
• En egen kopi af de data, der står i passet, adskilt fra leverandørens platform; overvejelserne herom er beskrevet på skal jeg selv opbevare en kopi af de data, der er i produktpasset.
• En protokol for, hvad der sker under en tilbagekaldelse, og hvilken rolle passet spiller deri, se hjælper produktpasset ved en tilbagekaldelse af dæk, og hvordan fungerer det.
• Et omkostningsestimat for det indledende setup og det årlige vedligehold af passet som del af budgettet — et udgangspunkt herfor er beskrevet på hvad koster et produktpas for dæk.